Så havde man lige en af de dage, hvor så mange talte til én, så meget på samme tid, så insisterende og så længe.... at stilheden i en alt for sen nattetime føles som den eneste form for frihed man vil få lov at smage igen.... nogensinde. Punktum!
Og dér... lige midt i freden... rammes jeg i nakken af en tanke, der næsten ikke er til at bære:
Er man mon også selv så'n en der nogle gange larmer videre i andres hoveder..., når det er ro de trænger allermest til?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar