... er et spørgsmål man møder snart her og der og overalt...., og jeg må svare, som sandt er:- Har faktisk på et tidspunkt oprettet en Facebook-konto... mest drevet af nysgerrighed overfor det, som alle hele tiden taler om. Jeg ville se med mine egne øjne, hvad det er så mange tænder på.
- Antallet af mine besøg på sitet siden oprettelsen: max. 10 (og i virkeligheden muligvis ikke engang det halve!)
- I løbet af ca. en kop the og en smøg... var jeg pludselig den som alle mulige ville være "venner" med... inkl. mennesker jeg stadig ikke aner hvem var.
- Rullende frem foran mig i en lind diarré: beskeder og informationer om bekendtes, ekskæresters og familiemedlemmers (og alle deres bekendtes) gøren og laden og meninger om dit og dat...., meget af det i så indforståede vendinger..., at jeg kun ku' måbe.
- Begyndende klaustrofobiske fornemmelser allerede under mit andet besøg, pga. det støt stigende antal venneanmodninger (Læs: Mennesker, som jeg fejlagtigt antog ligesom ville mig noget/forventede noget fra mig..., hvilket dog sku' vise sig egentlig meget sjældent at være tilfældet. Og heldigvis da... for jeg havde faktisk ikke skyggen af behov for at få udvidet min i forvejen pinligt forsømte omgangskreds!... Men hva' sku' vi så bruge vores respektive tid på det for?!)
- Tordentale til mig selv: "Kom nu ind i kampen, spade!... PENSIONISTER over 80 ka' finde ud af det her, det står i avisen ..., så ka' du sgu' da også!"
- Meget mere torden...
- 3. forsøg: nervøs og forgæves spejden efter noget... bare et eller andet interessant... jeg ligesom sku' ku' bruge det her medie til...?!... Fandt ingen formål jeg ikke synes jeg havde fin og rig adgang til i forvejen.
- Laaaang periodes våbenhvile...., ihærdigt brugt på at ignorere fænomenet efter bedste evne.
- Har til min egen store lettelse opdaget at jeg nu simpelthen totalt har glemt (fortrængt) både brugernavn og adgangskode.
Med andre ord: Jooh.... er vel på en måde "på Facebook", men in absentia..... Holder mig så langt fra den jeg kan, fordi...., ja, vel egentlig allermest fordi der trods alt er grænser for hvad jeg gider rende og få stress over :-)
Min verden er allerede så riiiigeligt udstyret med ting jeg ikke fatter en hat af hvad jeg ska' med! Så... beklager.... potentielle Facebook-venner.... Det er ikke fordi jeg ikke (formentlig!) elsker jer, men I må fortsat gribe knoglen, kaste med mails efter mig, blande jer i mine besynderlige udfald her på bloggen... eller sparke døren ind.
I hvert fald til jeg bli'r lidt klogere!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar