Om venteværelser... og små og store ting.

Nogle gange bli'r man sat ud af spillet af omstændigheder man ikke selv er herre over.
Som snacks-automaten i venteværelset hos Lægevagten, der stirrede insisterende på os med sine urimeligt tomme hylder i næsten fire timer forleden - "Virker ikke!"
Det samme gjaldt sæbe- og descinficeringsbeholderne på det minimale toilet, som vi ventende havde til rådighed. Gulvet flød med skrald og brugte papirservietter, fordi posen i skraldestativet havde opgivet at rumme mere.

I venterummet stod, sad, lå, flød og kravlede vi... 30-40 ventende, hostende, klynkende, nysende børn og voksne rundt mellem hinanden. Alt for tæt. En sammenpresset, levende grød af bakterier, betændelser og feber. Møblerne skramlede og knirkede, som om de måtte bære på mere end de var bygget til.

Udmattelsen stod malet i ansigterne på alle - som eneste udsmykning. De billeder der ikke hang på væggen talte deres eget sprog.

Når barnet har ondt eller er bange, og man forsøger at trøste selvom man intet kan stille op... så mærker man det pludselig. Hvor meget omgivelserne betyder.

Hvor dejligt det havde været, hvis væggene omkring os havde kaldt på vores opmærksomhed med livfulde, fortællende billeder.
Hvis automaten blev skiftet ud med fade med lækker, friskskåret frugt og kiks. Kander med isvand til fri afbenyttelse.
Hvis blid musik havde lagt et roligt, dæmpende tæppe henover al den blottede elendighed.
Hvis øjet kunne dvæle ved skærme der viste små kortfilm - animationer, naturfilm eller billeder fra kunstens verden - noget vi selv kunne lægge vores fantasi og indre fortællerstemmer til.
Hvis møblerne var behagelige og vedligeholdte.
Hvis en venlig "husalf" indimellem kiggede ind og sørgede for at fade, kander og beholdere var fyldt op, og lokalet var rart, rent og indbydende at være i.
Hvis vagtlægen ikke stod alene med opgaven at afhjælpe så mange menneskers behov på så kort tid.

Når tiden... sekunderne, minutterne, timerne... pludselig bli'r det eneste sikre man har at forholde sig til..., føles det som om man er holdt en lille smule op med at eksistere.

For... nogle gange bli'r vi jo alle sat ud af spillet af omstændigheder vi ikke selv er herre over.
Nogle gange bli'r vi nødt til at vente på at livet blir godt igen. I dertil indrettede venteværelser med gammel, falmet julepynt, som ingen har haft tid til at få pillet ned.

... Og nogle gange ville de mindste ting kunne gøre den største forskel.