De der dunk man tonser ind i … når selve underlaget snubler… og alting vælter.
Det er svært at elske dem… og alting må vente imens.
Der er ikke plads til ”alting” længere…., sådan er det bare… med ét.
”Alting” tager for meget tid og for store bidder.
Uden tilløb må ”alting” vejes og omfordeles…
og vejret trækkes helt ned i maven – husk lige det! – mens ufrivillig gråd
stikker, prikker og trækker …
som uforklarlige udslæt på hele brugerfladen.
Alting under ombygning.
Men hvad stiller man op med sig selv… imens?!
Livet er hårdt, når det bider i haserne.
SvarSletMen kære Eva - håber ikke der bides for kraftigt i dine? Håber, du er ok og får plads til lidt "alting" igen.
Gode tanker sendes mod dig og til dig.
Knus Anette
Tak Anette. Hvor er du sød! :-)
SvarSlet