Forskelligt rod med stort og småt...

tirsdag den 1. marts 2011

Den komplet logiske sammenhæng imellem ødegårdsferier og kontorartikler

Foto lånt her.
Stort set alle min barndoms ferier er tilbragt i smuk - men, set med barneøjet, noget stillestående -smålandsk ødegårdsidyl.... (Læs = skov... myg... vandreture... mere skov... stilhed... minus fjernsyn... afsindigt meget mere skov... gammeldags lokum... blåbær og skovjordbær... minus afløb og rindende vand... og, nå ja... skov!) Er dog heldigvis ikke mere "traumatiseret" heraf end at jeg i dag kan blive fuldkommen varm indeni bare af at høre noget svensk, som efter min mening muligvis er verdens smukkeste sprog.

Og alt det har vel i øvrigt ikke påfaldende meget at gøre med nedenstående billeder? ... vil den opmærksomme læser måske nu sidde og tænke. Men... jo jo!
Fordi...
Når de lange sommerdage ude i mygge/flue-land skulle brydes..., når kedsomheden alligevel blev for overvældende en faktor i trebørnsfamilien..., så var der råd for det også:
En tur i DOMUS (det lokale "Føtex")!
Hvor min storesøster og jeg, som små snyltedyr, straks klistrede os savlende fast til hylderne med div. kontorartikler. For det var jo her... af alle steder i verden... at man kunne være heldig at falde over vidunderlige skatte som f.eks. blyantsspidsere og duftende viskelædre i udformninger aldrig før set i DK! Papirclips! Brevpapir! Glansbilleder! Tuscher! Notesbøger!... og jeg ku' blive ved!

Når jeg i dag ikke kan undgå at besvime lidt af lykke over at snuble over en webshop som Present & Correct - hvorfra dette indlægs billeder er lånt - ved I nu hvorfor.




Se flere ting fra sortimentet her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar