Forskelligt rod med stort og småt...

lørdag den 12. februar 2011

Briller, biller og bh'er... lavet af menneskehår!









Adrienne Antonson fra Seattle har ikke kun et fantastisk navn... hun har også sans for at udnytte et materiale i helt nye kontekster... her er det menneskehår og lim, hun har brugt.
Se mere her.

fredag den 11. februar 2011

Poul og Fritz.... i strik

Havde du ikke - eller havde du netop - fornøjelsen af at opleve Rytteriets show på Bellevue teatret for nylig?
Jeg er stadig ikke kommet mig helt over det. Har hørt at de genoptager forestillingen til efteråret. Få den set!!! .... I dag så jeg lige dette uimodståelige billede hos Stine.
Man kan også altid få sig en lille dosis her.

torsdag den 10. februar 2011

Skøre, skøre verden...

En crazy webshop ved navn Think Geek, har (næppe overraskende) specialiseret sig i et varesortiment man ikke lige møder på dagligdagens supermarked-hylder. Men udover at stort udvalg af skøre gadgets (og vi taler: Nørd-med-NØRD-på-ting!!) og en masse fuldkommen ubrugelige/unødvendige (men sjove) dimser... har de sørme også en afdeling med mere eller mindre spiseligt skørt.
Se her et lille udpluk:






Adr, adr, adr....., men leder man efter en gakket gaveidé, går man næppe forgæves her.

onsdag den 9. februar 2011

Sort på hvidt







Èn som mig...., der aldrig i livet kan blive træt af at tegne med sort tusch på noget hvidt..., kan selvfølgelig ikke andet end ÆLSKE den engelske tegner Charlotte Manns fantastiske dekorationer på vægge... og sko.
Se meget mere her.

søndag den 6. februar 2011

Når intet er umuligt...












Endnu en stjerne udi materialernes kunst er columbianskfødte Federico Uribe, som laver sine formidable skulpturer ud af utraditionelle materialer som f.eks. plastikbestik, skosåler, korkpropper, blyanter, snørebånd og skruer.
Hans hjemmeside - som i sig selv er et fantastisk univers at besøge - rummer mange flere eksempler end vist her, og viser også værkerne meget flottere frem end jeg kan her - besøg hans side!!

Mel Kadel


Grounds

Arms out
Sinkers
Back to brick
Groupers
Sun center

Getting the love knocked out
Farverne, mønstrene, motiverne, gentagelserne, navnet... jamen... jeg kan jo faktisk li' ALT ved amerikanske Mel Kadels billeder.
Også hendes smukke hjemmeside - se den her.

torsdag den 3. februar 2011

De fineste tråde...

NU må det simpelthen have en ende med elendigheden.... UD med mørket, kulden, infektionerne og penicillinen... og IND igen med farverne, lyset, foråret... og f.eks.. hende her:

Amanda McCavour
Amanda McCavour fra Toronto, som syr sine poetiske værker på stof, som opløses i vand, så kun trådene bliver tilbage.

Untitled figure
Compound Tangle
Cat's Cradle

Superspiroscribble 2
Billederne er set og lånt hos Poppytalk, Dude Craft, Illusion.Scene360 og på kunstnerens egen hjemmeside, hvor du kan se flere eksempler på hendes smukke trådkunst.

tirsdag den 1. februar 2011

Om venteværelser... og små og store ting.

Nogle gange bli'r man sat ud af spillet af omstændigheder man ikke selv er herre over.
Som snacks-automaten i venteværelset hos Lægevagten, der stirrede insisterende på os med sine urimeligt tomme hylder i næsten fire timer forleden - "Virker ikke!"
Det samme gjaldt sæbe- og descinficeringsbeholderne på det minimale toilet, som vi ventende havde til rådighed. Gulvet flød med skrald og brugte papirservietter, fordi posen i skraldestativet havde opgivet at rumme mere.

I venterummet stod, sad, lå, flød og kravlede vi... 30-40 ventende, hostende, klynkende, nysende børn og voksne rundt mellem hinanden. Alt for tæt. En sammenpresset, levende grød af bakterier, betændelser og feber. Møblerne skramlede og knirkede, som om de måtte bære på mere end de var bygget til.

Udmattelsen stod malet i ansigterne på alle - som eneste udsmykning. De billeder der ikke hang på væggen talte deres eget sprog.

Når barnet har ondt eller er bange, og man forsøger at trøste selvom man intet kan stille op... så mærker man det pludselig. Hvor meget omgivelserne betyder.

Hvor dejligt det havde været, hvis væggene omkring os havde kaldt på vores opmærksomhed med livfulde, fortællende billeder.
Hvis automaten blev skiftet ud med fade med lækker, friskskåret frugt og kiks. Kander med isvand til fri afbenyttelse.
Hvis blid musik havde lagt et roligt, dæmpende tæppe henover al den blottede elendighed.
Hvis øjet kunne dvæle ved skærme der viste små kortfilm - animationer, naturfilm eller billeder fra kunstens verden - noget vi selv kunne lægge vores fantasi og indre fortællerstemmer til.
Hvis møblerne var behagelige og vedligeholdte.
Hvis en venlig "husalf" indimellem kiggede ind og sørgede for at fade, kander og beholdere var fyldt op, og lokalet var rart, rent og indbydende at være i.
Hvis vagtlægen ikke stod alene med opgaven at afhjælpe så mange menneskers behov på så kort tid.

Når tiden... sekunderne, minutterne, timerne... pludselig bli'r det eneste sikre man har at forholde sig til..., føles det som om man er holdt en lille smule op med at eksistere.

For... nogle gange bli'r vi jo alle sat ud af spillet af omstændigheder vi ikke selv er herre over.
Nogle gange bli'r vi nødt til at vente på at livet blir godt igen. I dertil indrettede venteværelser med gammel, falmet julepynt, som ingen har haft tid til at få pillet ned.

... Og nogle gange ville de mindste ting kunne gøre den største forskel.